Åbent brev til AB's ledelse og bestyrelse

Fredag, 23 marts 2018 ABForever

ABF-og-PC

AB's opsigelse af kommunikationsansvarlig og fan-koordinator, Casper Jensen, er en kæmpe skuffelse, som vi ikke kan lade passere i tavshed.

Der findes nederlag på banen. Dem har vi som AB-fans efterhånden en del erfaring med. De er ikke sjove. De gør ondt. Men vi accepterer dem, kommer videre og møder op igen næste weekend. I Gladsaxe, Århus, Thisted eller hvor vi nu engang spiller.

Og så findes der nederlag uden for banen. Det er dem, der slår ekstra hårdt. Dem, vi ikke så nemt kommer videre fra. Dem, vi ikke uden videre kan acceptere.

Heldigvis har vi i lang tid været forskånet for sådan nogle nederlag som AB-fans. 

På tribunen opfører vi os næsten altid pænt, det indbyrdes forhold mellem fansene er upåklageligt, og de sidste mange sæsoner har AB i høj grad åbnet sine døre for arrangementer og initiativer, der har fået klub og fans til at stå endnu tættere sammen.

Vi er blevet inviteret til fan-aftenener inden sæsonstart, vi har holdt oprykningsfest og drukket nedryknings-øl sammen, og vi har lavet tifo og spist pizzaer i lokalerne på Ny Tribune.

Derfor er det med kæmpe ærgrelse, at vi kan konstatere, at samarbejdet med fansene, kommunikationen og de samlende arrangementer, nu ser ud til at blive decimeret.

Med opsigelsen af kommunikationsansvarlig og fan-koordinator, Casper Jensen, er det tydeligt, at forholdet mellem klubben og dens fans ikke længere prioriteres. Det kan ikke tolkes anderledes.

Vi ser klart dette som en manglende anerkendelse af den indsats, vi fans gennem lang tid har ydet på lægterne. En indsats som må siges at være i særklasse, de seneste års resultater taget i betragtning.

Vi er klar over, at klubbens økonomi spiller ind i denne beslutning. Det gør den altid i fodboldverdenen. Vi påstår ikke, at vi ved, hvad AB har råd til, men vi er voldsomt skuffede over, at noget af det, man åbenbart mener, man bedst kan undvære, er bindeledet mellem klub og fans.

Og når bindeleddet er en så integreret del af klubben – og en så dedikeret medarbejder og fan – så er det desto mere frustrerende.

I mange år har vi i AB snakket om kulturbærere. En særligt vellidt og etableret spiller i truppen, der har AB’s værdier inde på livet, og som er med til at videreføre dem til nuværende og fremtidige AB’ere. Men måske behøver en kulturbærer ikke nødvendigvis findes på banen. Kunne det tænkes, at han har fulgt med fra sidelinjen, som en uundværlig del af det sportslige setup?

I så fald er han fra 1. april fortid i AB. Og det samme er en stor portion af vores tillid til de folk, der driver vores elskede klub.

Hele holdet og trænerteamet har naturligvis fortsat vores fulde støtte.

ALTID AB!

AB Forever og Puben Crew