Optakt: AB skal 'redde' Lyngby fra Superligaen

Torsdag, 15 maj 2014 ABForever

Vi_elsker_AB_mod_Lyngby

Søndagens modstander fra Lyngby har spillet sig tæt på en oprykningsplads. Men det lyder som om, at klubben helst vil blive i første division. Og det 'hjælper' AB da gerne med.

Det er svært at benægte. De fleste AB-fans’ hade-klub har sat kursen mod den bedste danske fodboldrække. Lyngby har i foråret taget hele 21 ud af 27 mulige point og slog senest HB Køge 2-1 på udebane i søndags.

Det har katapulteret naboklubben helt op på ligaens tredjeplads – blot to point efter Hobro over oprykningsstregen. Samtidig råder Lyngby over ligaens topscorer, Patrick Mortensen, der har garnet hele 20 gange indtil videre i sæsonen.

Med et så imponerende forår skulle man formode, at stemningen i den ’kongeblå’ trup er på kogepunktet. At troen på egne evner er enorm, og at Superligaen venter lige rundt om hjørnet.

Men nej. Hvis man skal lægge noget i de seneste udmeldinger fra Lyngby-spillere og træner, så er det næsten en ulykke, at holdet ligger, hvor det gør.

- Hvis du ikke er klar til at rykke op, kan du få ødelagt super meget på et år ved at være i Superligaen og ryge ned igen. Så det vil være det dummeste, der kan ske for os under den opbygning, vi er i, sagde Lyngbys cheftræner Jack Majgaard i sidste uge til Kanal Sport.

Det er den tidligere AB’er, Mathias Tauber, tilsyneladende enig i.

- Jeg vil mene, at vi er et niveau under topholdene. Hele klubben er under organisatorisk, vores spillermateriale er under i forhold til mængden af spillere, og vores lønninger er sandsynligvis også under, har Tauber tidligere udtalt.

 

Rundens bundkampe
Marienlyst-HB Køge, fredag kl. 15
Hvidovre-Silkebrog, fredag kl. 18:30
Brønshøj-Vendsyssel, lørdag kl. 15
Lyngby-AB, søndag kl. 13

Stillingen i bunden
Vendsyssel 32p
Hvidovre 29p
AB 28p
Marienlyst 8p