Optakt: Vi skal selv sætte tingene på plads!

Torsdag, 05 juni 2014 ABForever

T-shirt-tifo_mod_Hvidovre

En komplet uforudsigelig NordicBet Liga slutter på mandag. Efter et turbulent efterår, en massiv vinterudrensning og et forårscomeback af de helt store kan AB selv sikre sin overlevelse i rækken. Krav: En sejr over HB Køge.

Så står vi her igen. AB skal redde livet i divisionen i sæsonens allersidste spillerunde. Igen. Igen.

Efter et grufuldt efterår der sluttede med et kollektivt kollaps mod Marienlyst, har AB indhentet de øvrige nedrykningsrivaler og står nu med sin egen skæbne for fødderne.

Ligesom sidste år mod Lyngby vil en sejr på hjemmebane på mandag nemlig sikre AB en plads over den frygtede nedrykningsstreg, når den fede dame synger sin sidste strofe over NordicBet Ligaens sæson 2013/2014.

I år er det HB Køge, der gæster Gladsaxe i 33. spillerunde – og sydsjællænderne skal besejres, hvis eksistensen i rækken ikke skal afhænge af to resultater i det mørke Jylland.

Du kan læse om AB’s forskellige redningsscenarier lige her.

Til forskel fra sidste sæson kunne AB allerede have booket en plads i 14/15-udgaven af NordicBet Ligaen i næstsidste spillerunde. Et enkelt point havde været nok, men et 1-2-nederlag til Vendsyssel i søndags trækker endnu engang spændingen til det yderste.

Cheftræner Thomas Nørgaard kunne sagtens have været pinsegyseren på mandag foruden, men han erkender, at det bare ikke hang sammen i det nordjyske.

- Selvfølgelig var man skuffet, men jeg vil alligevel sige, at skuffelsen var til at fordøje rimelig hurtigt, fordi vi ikke selv syntes, at vi spillede en særlig god kamp. Det havde været noget andet, hvis vi hele vejen hjem skulle have tænkt på, at vi havde haft fire skud på overliggeren, og ind ville den bare ikke, fortæller Nørgaard til abforever.dk.

Efter torsdagens kamp mod Hvidovre var spillerne simpelthen for trætte til at yde Vendsyssel ordentlig modstand. Men det bliver anderledes på mandag, understreger viceanfører Casper Grønn.

AB-truppen har nemlig både været til restitution i svømmehallen og haft fri tirsdag og onsdag for at være helt fysisk klar til det vitale opgør mod HB Køge.

- Vi var ærgerlige, mere end vi var skuffede i søndags. Vi var simpelthen trætte til sidst. Men efter en hel uges optankning af energi, bliver det i hvert fald ikke energi og gejst, vi går ned på, hvis vi – gud forbyde det – går ned på mandag, siger Casper Grønn.

Nørgaard om nedrykningsrivalernes kampe:

- Havde vi talt om det her for et halvt år siden, og vi kunne se, at Vendsyssel skulle til Horsens, så havde vi nok ment, at de ikke kunne slutte et bedre sted for os. Horsens vil give alt, hvad de overhovedet har for at slutte godt af. De spiller foran deres sponsorer, og der kommer en ny træner, de skal imponere. Hverken deres direktør eller andre vil tillade, at de slækker på det. Så det har jeg en fin mavefornemmelse omkring.

- Hobro får mulighed for at fejre oprykningen med flere tusinde tilskuere og kan vel spille frigjort for første gang mod Hvidovre. Så alt i alt er min fornemmelse fin nok. Men den er ikke bedre, end at jeg er overbevist om, at vi selv skal afgøre tingene.