Støt AB til oprykning i Aarhus - så støtter vi dig!

Tirsdag, 24 maj 2016 ABForever

T-shirt-tifo_mod_Hvidovre

Fyld bilen og tag med til Aarhus, når AB lørdag kan sikre sig oprykning til 1. division. Så støtter AB Forever din tur økonomisk.

For næsten et år siden tabte AB 5-3 til AGF og rykkede ned i 2. division. Nu kan Aarhus blive byen, hvor vi endegyldigt vender tilbage til landets næstbedste fodboldrække.

Hvis AB på lørdag slår Aarhus Fremad på Riisvangen Stadion i Aarhus, og Frem samtidig smider point mod Brabrand, er oprykningen fra 2. division en realitet.

Derfor har AB Forevers bestyrelse valgt at støtte alle medlemmer, der tager turen til Aarhus på lørdag, med 50 kr. Så fyld den gamle Skoda op med dine mest entusiastiske AB-venner og så kursen mod Jylland!

 

Helt praktisk kommer det til at foregå således:

1: Du fylder bilen med AB-fans og sætter kursen mod Aarhus.

2: På stadion hiver du lige fat i et medlem af bestyrelsen. Vi står ved trommen på udebaneafsnittet. Du bør rimelig nemt kunne både se og høre, hvor de grønne befinder sig på stadion. Her fortæller du kort, hvor mange I er taget afsted. Det skal vi vide, så vi kan sikre, at I rent faktisk har set kampen og ikke bare er kørt til Jylland for at besøge familien.

3: På et tidspunkt i løbet af turen tanker I bilen op for præcis det beløb, I skal modtage i støtte (altså 50 kroner x antallet af ABF-medlemmer i bilen). Den kvittering skal vi bruge i vores regnskab. 

4: I kommer hjem, vi har vundet, og du sender en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Her scanner du kvitteringen fra tankstationen og skriver kort, at I har været på udebanetur. Husk også at skrive navnene på ALLE de medlemmer, der har været med i bilen. Ellers kan vi ikke tjekke, om I alle er medlem og berettiget til støtte.

5: Vores kasserer overfører støttebeløbet til din konto. Vi skal nok skynde os så meget vi kan, men vi arbejder alle frivilligt, så der må påregnes lidt ventetid.

 

Kampen skydes i gang lørdag d. 28. maj kl. 15 på Riisvangen Stadion.

Vi håber at se så mange AB-fans som overhovedet muligt.

COME ON AB!!!