AB Forevers historie

Følgende afsnit er fra ABs 125 års jubilæumsbog, hvor vores stifter Thomas Gram har skrevet om hvordan AB Forever blev til.

Sådan startede det

Scenen er Herlev Stadion. Datoen er den 6. juni 1993. Rammen er 2. division øst. Herlev IF møder AB. 

Vi kommer ind i fortællingen, da der er spillet 73 minutter. AB er bagud 2-1 efter 1-1 ved pausen og det kører ikke optimalt. 

De få tilskuere, der er på stadion den dag, får noget at gå hjem på. AB’s spidsangriber Finn Buchardt har før kampen scoret 10 sæsonmål om må betegnes som en af rækkens farligste spillere, og med 15 minutter tilbage af kampen indleder han, hvad der senere skulle vise sig, at være grundstenen i AB Forever. 

For Finn scorer til 3-2 i det 75. minut, og siden smadrer han bolden i kassen i 80. minut til 4-3 til AB og igen i 85. og 89. minut, så AB tager hjem med en 6-3 sejr. Sæsonmål nr. 11-14 og fire mål på et kvarter. Det omdøbte vi hurtigt til ”Boogie Time”. For Buchardt blev kaldt ”Boogie” blandt os. 

Ovenstående 15 minutter førte til stiftelsen af foreningen ”Boogies venner” som blev navnet på AB’s første fanklub eller fangruppe, for der var endnu ingen klub eller forening. Blot en gruppe fans som hyggede sig. 

AB-gryde 

Jesper Norus – tidligere ungdomstræner og- formand i AB samt min medtræner omkring lilleput 1 på daværende tidspunkt - lagde tit lejlighed til aftener, hvor vi snakkede fodbold og spiste ”AB Gryde” (hjemmelavet gryderet med ris) samt ”is med cola” (vaniljeis med Coca-Cola på.) 

Altid den samme menu og altid de samme samtaler. Lidt om holdet, masser om klubben og fodbold generelt – og altid endte vi samme sted: Der mangler stemning på stadion til 1. holdets hjemmekampe. Claus Møller Henriksen, der på daværende tidspunkt var med omkring lilleputterne, blev hurtigt en del af snakken omkring opbygningen af en fanklub. Kasper Kurland, tidligere 1. seniortræner og daværende 2. lilleputtræner i AB samt Kim Ragle kom med i vores lille gruppe af trænere, der så stort på, hvad andre tænkte om os – og begyndte at lave lidt larm på stadion. Sidste mand i kliken fra start var Thomas Frost Andersen, som også var med ”på den værste”. 

Så vores drenge blev forsøgskaniner og ”tvunget” ind i foreningen. Det kostede 100 kroner at blive medlem de første mange år. Undertegnede investerede i en stortromme, og så var vi i gang. Vi stod samlet på stadion, sang og fik drengene med på ideen, så i perioder lød det lidt som ”Gladsaxe Drengekor” tilsat nogle ældre drenge (eller unge mænd) når vi skreg på AB eller ”Boogie-time”.

Den spæde start

Der blev investeret i merchandise, caps og halstørklæde som de to første items, hvorved vi begyndte at tjene penge på salg af disse. I 1997 mente AB, at vi havde gang i noget stort, så de ”overtog vores varelager”, da de havde rettighederne til logoet, så vores varelager og indtjening forsvandt. Men vi fik da en gratis hjemmekamp til alle medlemmer ud af det samt et skrivebord på AB’s kontor til at drive forretningen fra! 

Men vi fortsatte med at støtte. Hjemme såvel som ude var vi tilstede. Som dengang hvor vi skulle til Esbjerg den 19. juni 1994. Med på turen var medlem #13, Peter Boisen, fra hvem jeg har fået nedenstående, der meget rammende fortæller om AB og AB Forevers liv og sjæl, de første år.

"En af mine største oplevelser fandt sted i det mørke Jylland. En oplevelse der altid har fastholdt mig i troen på og tiltroen til hjerteklubben. En eftermiddag kan indramme mit livs store passion. Det var på en uforglemmelig søndag, dengang før jeg endnu havde smagt min første øl. Selvom jeg allerede dengang følte mig som en del af den hårde kerne i det ydmyge fanmiljø omkring Akademisk Boldklub, så anede jeg ikke, hvilken ekstase jeg satte kurs mod, da jeg sammen med 25-30 ligesindede satte mig på bussen mod Esbjerg Idrætspark. Holdet var ungt, men sammenholdet var tydeligt for enhver, der fulgte med. Og talenterne var til at få øje på. Igennem de seneste sæsoner havde Johnny Petersen formået at spille et hold sammen, der kunne slå hvem som helst. Man havde formået at fastholde store talenter som Peter Knudsen, Peter Rasmussen og René Henriksen, der eftersigende satte kammeratskabet på Skovdiget højere end fristende tilbud fra nogle ad de tunge navne i den danske superliga. Tilmed havde man i AB været dygtige til at spotte nogle af de mest lovende spillere i andre divisionsklubber. Den slags spillere som lige præcis ikke var blevet overhældt med talrige Superliga-tilbud endnu, men som på sigt ville gøre sig gældende. 

De uslebne diamanter. Det var en af disse, der efter en times tid på det ydmyge stadion i Esbjerg trillede bolden i kassen. 1-0 holdt kampen ud, og det var nok til at sikre en formidabel aften tilbage i klubhuset i Bagsværd. Kenneth Perez, den unge Kastrup-dreng med spansk blod i årene hed, står klart i erindringen den dag i dag. 

Selvom han ikke var opfostret af klubben selv, så var han en rigtig AB-dreng. Og med det mener jeg, at han kunne sgu spille fodbold. Teknikken, de pågående driblinger, selvtilliden, ja, selv navnet klingede helt rigtigt. Og på trods af at han halvandet år senere tørnede ud for en historieløs, farveløs klub inde på Østerbro, så var han stadigvæk et symbol på AB’s tilbagevenden til den bedste danske række i midten af 1990’erne. 

Han scorede blandt andet også i semifinalernes returkamp i Odense, da vi kvalificerede os  til pokalfinalen i 1995 efter at have ekspederet selveste Brøndby ud af tuneringen hjemme i Gladsaxe. Jo, vi vejrede skam morgenluft ude i Gladsaxe. Vi kom med nyt, og vi ville have titlen tilbage."

Hvorfor var bl.a. Esbjerg-kampen så minderig. Jo.. Vi havde en KÆMPE AB-FAN med i bussen. Lad os kalde ham JS. De fandtes ikke større! På et tidspunkt i bussen på vej til Esbjerg måtte han træde af på naturen vegne direkte ned i sine tomme ølflasker. Når en chauffør så laver en hård opbremsning få minutter senere, så… JS havde nemlig stillet flaskerne på gulvet nede ved bagsædet. Heldigvis sad jeg ikke lige foran ham – det gjorde Peter Boisen!

Medlemskortene blev i starten printet og lamineret hjemme hos mig, pengene lå i en lille pengekasse hos Jesper, og det hele blev taget sådan lidt oppe fra og ned. Dog stod Jesper hårdt på, at der skulle laves ”et rigtigt regnskab” for vores udebaneture. Det skulle gå rigtigt til! 

Vi blev flere og flere, og hurtigt så vi, at vi måtte væk fra pengekassen – og ind i banken. En girokonto blev åbnet, og der blev indkaldt til stiftende generelforsamling. 

17. august 1995

Søndergårdsskolen i Bagsværd. Kantinen. Vi havde stiftende generalforsamling. Vi var seks til stede. De fem kom i bestyrelsen, den sjette kom lidt efter mødestart, så han blev suppleant. Men vi var i gang. 

Første bestyrelse bestod af undertegnede som formand, Jesper Norus, Kim Ragle, Kasper Kurland, Thomas Frost Andersen og Claus Møller som hurtigt viste sig at være som skabt til foreningen. 

Vi ville ikke være som de andre. Vi ville ikke slås og tog kraftigt afstand fra de etablerede fanklubber og deres tilgang til det at støtte, så vi gik en anden vej. 

Mærkelige sange, som vi selv fandt hylende morsomme, var med til at give os ry som ”klassens nye drenge” blandt fanklubberne. 

Vores sangkarriere tog fart, da vi på Gladsaxe Stadion, eller Stade De Lundberg, som vi døbte stadion, stod på tribunen og sang. Pludselig råbte Claus ”Say Yeeeeaaar” og alle svarede ”Year”. Dette var startskuddet til nogle sange hvor Claus råbte for – og vi andre svarede. Rekorden var – og er stadig tre minutter og 12 sekunder! End ikke Brøndby med deres ”Brøndby-IF” sang mellem tribunerne har været i gang så længe! 

Siden fulgte klassiske klapperytmer for at få resten af stadion med og endnu tåbeligere sange. 

Hurtigt blev der også indført et ritual, at Claus tog sig en ”målsmøg”.. Det skete tit – og det skete utrolig nok lige så tit – at AB scorede i minutterne efter Claus havde tændt sin smøg. 

Formændene

Efter fem år som formand stoppede undertegnede i 2000 og overgav en forening til Gitte Jørgensen med over 2000 medlemmer. Vi var på det tidspunkt den 6. største fanklub i Danmark! 

Gitte tog over og drev sammen med den øvrige bestyrelse AB videre, udviklede foreningen endnu mere og gav i 2003 depechen videre til Charlotte Nielsen som derved blev den anden kvindelige formand for AB Forever. Charlotte er den formand, der har siddet længst som formand i AB Forever, da hun først slap takststokken i 2009. Christian Drewer samlede denne op og gav den videre i februar 2013 til foreningens nuværende formand Kasper Viktor Petersen. 

Oplevelserne 

De store oplevelser i fanklubben er mange. Den tidligere omtalte Esbjerg-kamp står for mig som noget af det største. Herlev kampen er den grundlæggende kamp. Udover pokalfinalen - altså den vi vandt! – så står kampen mod Nørresundby 1993 på Stade De Lundberg også som noget af det største. Efter at være sluttet på 3 plads. I 2 division øst kvalificerede AB sig til 2 playoff-kampe mod Nørresundby BK. Vi spillede 3-3 i Nordjylland for efterfølgende at spille 2-2, hvilket betød, at AB rykkede i slutspillet, svarende til 1 divisions grundspil. Dette var AB’s første oprykning siden 1972. Kampen på hjemmebane blev i øvrigt kun til noget fordi en lille skare af Ab fans og ansatte mødtes om morgen inden kampen og ryddet opvisningsbanen for sne. Kampen blev samtidig Kenneth Perez’ indtog på den ”store danske scene”, da han – på et soloridt af dimensioner scorede til 2-2 i slutningen af kampen. Er du tosset en fest vi havde om aftenen! 

Også kampe i den spæde start hvor vi var 4 mand i Herning – med tog! Eller 1-0 sejren over Brøndby i pokalen på mål af Jan Bjur slår hårdt. Den slår hårdt fordi jeg efter kampen fik tæsk af en Brøndby-fan, der sammen med mange andre brøndbyfans løb over banen efter nederlaget for at ”få fat i os AB’ere”. De fik blandt andet fat i mig, da jeg havde stået på den gamle hovedtribune med trommen. Der fandtes desværre også Brøndby tosser dengang! Men faktisk lagde en anden Brøndby-fan sig imellem og stoppede det. AB’s kontrollører gjorde intet, for de havde fået besked på ikke at blande sig. Men kampen står stadig skarpt hos mig. Det skal siges, at AB altid har haft et godt forhold til Brøndby Support, der i tidernes morgen personificeres ved Jimmi Mysander. 

Der er brådne kar i alle foreninger. Vi havde også nogle, som ikke kunne forstå at vi skulle være ”Pæne” og synge børnesange mv. Men de forstod, at AB altid har været for familierne og gerne ville have familierne med. Sidenhen blev vi før en kamp på Brøndby stadion inviteret i ”Hytten”(Brøndby supports lokaler) til en øl før kampen. Desværre måtte vi melde nej tak af den simple grund, at vores medlemmer ikke var fyldt 18 år! Jo, vi var unge. 

Eller hvad med dengang da Gladsaxe-Bladet havde sponsoreret AB Forevers store flag, som stadig bliver taget frem… Det er imponerede at se så stort et flag! 

Eller udekampen i Jylland hvor vores bornholmske ven blev så skidt tilpas, at han måtte blive på fastlandet og overnatte… Hvorfor han blev skidt tilpas, kan jeg ikke huske. Ej heller han! Enkelte fans tog dette med familie meget seriøst og fandt sammen. En udebane tur med megen tid gav mulighed for snak. Snak blev til kys…Og alle ved, at et kys er en indledning til en anledning til at røre drengens vandledning, så nu bor der en ægte AB-familie i Greve…AB Forever kan også være Kirsten Giftekniv. Jeg kunne blive ved, men vælge blot at konstatere, at jeg stadig bliver varm om hjertet, når jeg hører de nuværende medlemmer af fanklubben stå i afsnit E og synge deres lunger ud, blandt andet om solskin. Ingen tvivl om, at AB Forever har udviklet sig og nu er en anden forening og størrelse end dengang, hvor det hele startede, men intentionerne er de samme. 

AB Forever for altid 

Støt den klub, som vi alle elsker på godt og ondt gennem medgang og modgang. Mange af de gamle fanklubmedlemmer er stadig på stadion, når AB spiller. Måske står de ikke længere og synger, men de er der- og det er klart det, der er den største glæde for mig. Sammenholdet omkring vores klub og kærligheden til den er noget helt specielt. Hvad enten det er når stadion speakeren starter vores indløbs sang med Sash’ ”Ecuador” eller når den helt igennem fænomenale fansang, ”AB-sangen” af Michael Falch – som ER Danmarks bedste fansang nogensinde – spilles efter kampen, så kan jeg stå på stadion og tænke tilbage på: medlemmer af AB Forever, spillere, fans, stadions og oplevelser på ture med AB. Hver gang med samme resultat… AB Forever, altid! God vind til AB Forever og AB i mange år fremover. AB Forever har en vigtig plads i AB’s nyere historie, og vi er mange der har været med til at quilte det patchworktæppe af oplevelser som AB Forever bygger på: Tak skal i alle have!